Gamle portrætfotografier fra Mali
 

Sokkelunds Afrikanske Samling er et udstillings- og bevaringsprojekt for gamle vestafrikanske portræt­fotografers værker.

Projektet kom til verden ved en tilfældighed, for­tæller fotografen Svend Erik Sokkelund, der i 1994-95 var rejst til Vestafrika for at møde nogle af sine afrikanske kolleger på deres ’hjemmebane’:

”Temmelig tilfældigt sad jeg en dag i Mopti, i det nordlige Mali, med en bunke støvede, meget snavsede og krøllede sort-hvide negativer og tænkte helt fascineret: ’Det her må jeg ha’ med hjem og lave billeder af. Det må ikke gå tabt!’
Jeg vidste, at hvis jeg lagde de gamle negativer fra mig igen, ville et vigtigt stykke af Malis historie forsvinde.”

Det fik han lov til, og det endte med, at han lånte en del negativer med til Danmark, hvor han rensede dem og lavede de første udstillingsbilleder. Det blev starten på Sokkelunds Afrikanske Samling, der siden blev udvidet med flere negativer og flere fotografer og i dag omfatter mere end 200 udstillingsbilleder.

Billederne er taget af en række af Malis dygtige portrætfotografer, der gjorde fotografiet til deres levevej og etablerede populære studier i hovedstaden, Bamako, og i Malis næststørste by, Mopti.

Overskud ved billedsalg deles med fotograferne eller deres familier.

Projektet har modtaget støtte fra

  • Danida (rejsestipendier og støtte til udstillingsprojektet)
  • Grafisk Forbunds Ophavsretsfond (research)
  • Statens Værksteder for Kunst & Håndværk Gl. Dok (atelier)
  • Center for Kultur og Udvikling (research, digitalisering og formidling)